10 års fødselsdag

Sall Lokalråd inviterer til borgermøde, kalendermøde, fødselsdag og generalforsamling torsdag d. 19. august kl. 19.00 i Sall Forsamlingshus.

På grund af corona udsatte vi forårets borgermøde, generalforsamling og fødselsdag samt kalendermødet i forsommeren. Og nu slår vi det hele sammen.

Borgermødet – hvor skal Sall hen?

Før sommerferien reagerede flere med idéer til projekter ift. Nordea-fondens her bor vi-pulje – både på facebook og til os i privatbeskeder. De idéer er I meget velkomne til at tage med til borgermødet, hvor vi jo sædvanligvis skal revidere og udvikle vores udviklingsplan. Vi skal have gang i Sall igen efter corona – og vi elsker altså nye idéer fra både gamle og nye Sallborgere.

Kalendermødet

Vi koordinerer kalenderne på tværs af forskellige foreninger og institutioner, så vi undgår de værste arrangementssammenfald. Kort og effektivt.

Fødselsdag – aka generalforsamlingen

Vi insisterer på en hyggelig generalforsamling, og har alle dage kaldt den for vores fødselsdag. Også i år bliver dagsorden ifølge vedtægterne. Og så håber vi, at der gemmer sig en kagebager i Sall, som vil bage en kage til den hyggelige del.

Derfor – Tag din nabo under armen og kom ned i forsamlingshuset, så finder vi i sammen ud af, hvordan vores landsby skal udvikle sig. Du risikerer højst at blive en del af et fællesskab.

Og intet vil glæde os mere end at se dig, der for nyligt er flyttet hertil eller blot ikke tidligere er mødt op til fødselsdagen. Vi lover at byde dig varmt velkommen, og vi præsenterer os naturligvis, så du ved hvem vi er, og så vi ved hvem du er – og vi glæder os til at høre om dine idéer.

På Sall Lokalråds vegne

Heidi, Solveig og Anders

(Forretningsudvalget)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *